Navigation
Moderne navigation er primært afhængig af positioner, der bestemmes elektronisk af modtagere, der indsamler information fra satellitter. De fleste andre moderne teknikker er afhængige af at finde krydsende positionslinjer. En positionslinje kan referere til to forskellige ting, enten en linje på et diagram eller en linje mellem observatøren og et objekt i det virkelige liv. En pejling er et mål for retningen til et objekt. Hvis navigatoren måler retningen i det virkelige liv, kan vinklen derefter tegnes på et søkort, og navigatøren vil være et sted på den pejlingslinje på kortet.
Himmelske navigationssystemer
Himmelske navigationssystemer er baseret på observation af positionerne af Solen, Månen, Planeterne og navigationsstjernerne. Sådanne systemer er i brug såvel til terrestrisk navigering som til interstellar navigation. Ved at vide, hvilket punkt på den roterende jord et himmelobjekt er over og måle dets højde over observatørens horisont, kan navigatøren bestemme sin afstand fra det underpunkt. En nautisk almanak og et marinekronometer bruges til at beregne underpunktet på jorden, et himmellegeme er forbi, og en sekstant bruges til at måle kroppens vinkelhøjde over horisonten. Denne højde kan derefter bruges til at beregne afstanden fra underpunktet for at skabe en cirkulær positionslinje.
En navigator skyder et antal stjerner efter hinanden for at give en række overlappende positionslinjer. Hvor de krydser hinanden er det himmelske fix. Månen og solen kan også bruges. Solen kan også bruges alene til at skyde en række positionslinjer (det gøres bedst omkring middagstid) for at bestemme en position.
For nøjagtigt at måle længdegraden, skal det præcise tidspunkt for en sekstant-observation (ned til sekundet, hvis det er muligt) registreres. Hvert sekunds fejl svarer til 15 sekunders længdegradsfejl, hvilket ved ækvator er en positionsfejl på 0,25 af en sømil, omkring nøjagtighedsgrænsen for manuel himmelnavigation.
Radioretningssøger
En radioretningssøger eller RDF er en enhed til at finde retningen til en radiokilde. På grund af radioens evne til at rejse meget lange afstande “over horisonten”, er den et særligt godt navigationssystem. Til skibe og fly, der måtte flyve på afstand fra land.
RDF’er virker ved at dreje en retningsbestemt antenne og lytte efter den retning. Signalet fra en kendt station kommer stærkest igennem. Denne form for system blev meget brugt i 1930’erne og 1940’erne. RDF-antenner er nemme at få øje på på.
